Øland - for enhver smag

I kommer let til Øland fra fastlandet i bil over Ølandsbron (gratis) eller med egen båd. Den unikke blanding af natur, kultur og strandliv gør Øland til Østersøens oplagte feriemål. Her er I altid tæt på havet. Øland har ca. 300 km. kyst med lange sandstrande og små vige mellem klipperne. Øen har en række seværdigheder af både national og international klasse. I skal nok bruge mere end bare en enkelt normal ferie for at nå at se og opleve dem alle sammen! I den skovrige nordlige del af øen, med Ekopark Böda, kan I vandre i Trollskogen og bade ved i Bödabuktens sandstrand.

Attraktioner og natur

I Borgholm kan I besøge Borgholm Slot og den svenske kongefamilies sommerslot Solliden med den smukke slotspark. Landskabet ”Stora Alvaret” breder sig ud på den sydlige del af øen og indgår i det sydlige Ølands dyrkningsområder. ”Stora Alvaret” er udnævnt af UNESCO til et område med verdensnaturarv. På Eketorps Borg kan hele familien tage med på en historisk rejse. I kan bestille vandreture med en naturguide, der tager jer med på forskellige safarier, f.eks. natlige studier af flagermus, interessante steder med f.eks. øens mange orkidéer, Ølands-hække eller de unikke blomster, Øland-Soløjer. I kan passende afslutte jeres ferie på Øland med et besøg ved fyret ”Långe Jan” på øens sydligste spids, hvor der også er en naturudstilling og en fugleobservationspost.

Sollidens Slot

De royales sommerresidens, Solliden, der ligger lidt syd for Borgholm, blev opført for godt 100 år siden. Den daværende kronprinsesse Victoria – Carl Gustafs oldemor – led af vejrtrækningsproblemer, og inspireret af sin ven og læge Axel Munthe og hans villa San Michelle på Capri købte kronprinsessen jorden og satte arkitekten Torben Grut på arbejde. I 1906 stod den store, hvide villa færdig. Sollidens blomstrende park er åben for besøgende hele sommeren. Lad dig tage med til middelhavet i den italiensk inspirerede have i renæssancestil med de høje tuja- og buksbomhække, eller lad dig forføre af den engelske park med cypresser, plataner og den imponerende blodbøg. Parkanlægget byder også på den hollandske have, der ligger ved et lille romantisk vandfald.

Haven byder også på flere statuer

Dronning Victoria er omgivet af figurer fra den græske mytologi i den engelske have, og i den italienske have finder I gudernes sendebud, Merkur. I tilknytning til den kongelige families residens
er der blevet opført en pavillon, der blandt andet byder på skiftende udstillinger og ikke mindst en café, hvor I kan “fika” – for det skal man i Sverige, kongelig eller ej!

Læs mere om Öland her

Läs mer om: