Slik er godt

Naturligvis er det godt med lidt slik indimellem. Besøg en af vores slikproducenter, og se hvordan polkagrisen får sine striber, hvordan Ryforskola-karamellen bliver til, og hvad det er, der gør de brændte mandler fra Mariannelunds Karamellkokeri helt specielle.

Polkagrisens hovedstad hedder Gränna

Polkagrisens hjemsted er Gränna, hvor der laves polkagrise i mange forskellige størrelser, smage og farver. Originalen er rød og hvid og smager af pebermynte. Polkagrisens urmoder, Amalia Eriksson, smagte konfekt til med pebermynte for at lindre datterens forkølelse, og hun opdagede, at det smagte virkelig godt. På den tid var polka en meget populær dans, så hvorfor ikke kalde det nye slik for polkagrise!

 

Godt i Mariannelund

I Mariannelunds Karamellkokeri fremstilles slik med håndværksmæssige metoder efter gamle, hemmelige opskrifter. Siden 1929 er der blevet fremstillet forskellige typer karameller, chokoladekugler, slikpinde og andre slags små stykker slik. Omkring 200 tons slik fremstilles hvert år, og det meste af det sælges på markeder og på håndværksmesser i Sydsverige. Både butikken og fabrikken er populære besøgsmål om sommeren.

 

Ryforskola med tre forskellige smage

I Ryfors Godislager i Mullsjö vrimler det med både voksne og børn, og det er ikke kun om lørdagen. I butikken sælges en masse forskelligt slik, og alt er fremstillet på egen slikfabrik. Ryfors Godislager blev grundlagt i 1989, hvor man begyndte at fremstille lakridsstænger og bland-selv-slik, men sliktraditionen har eksisteret længe i grundlæggerens familie, for det var hans morforældre, der begyndte at lave Doktor Dryels brystkarameller i 1930'erne. Sortimentet er udvidet med brændte mandler og marmelade og is om sommeren. Butikken ligger lige op ad fabrikken, og du kan følge med i den spændende proces i fabrikken gennem en glasvæg.