Tyttebær i Småland

Måske er det gennem Astrid Lindgren og hendes historier om Emil, som næsten alle svenskere kender, at vi har lært, hvad “krösamos” er. “Krösa” er et sydsvensk dialektord for tyttebær, og den gamle dame i Emil-bøgerne, der fortæller spøgelseshistorier, hedder “Krösa-Maja”. Det navn blev beholdt i de engelske og tyske oversættelser, men i dansk oversættelse hedder hun “Tyttebær-Maja”.

Ved Astrid Lindgrens Näs vokser der tyttebær- og blåbærbuske langs stierne – et klart nik til Astrid Lindgrens historier. Tyttebær forbindes stærkt med Småland og Øland og er stadig det naturlige tilbehør til mange smålændske og ølandske retter såsom kroppkakor, lufsa (en slags kartoffelpandekage med flæsk, bagt i bradepande), raggmunk og hyttsill. Og selvfølgelig drak man “krösadrecke”!

På Øland er man dog ikke helt enige om, hvorvidt tyttebær hører til kroppkakor eller ej. Det er heller ikke så let at plukke tyttebær der, og tidligere byttede man bærrene mod korn og andre varer, man havde i overskud.

I Småland har der altid været meget skov – og dermed mange tyttebær. Så mange, at bærrene i slutningen af 1800-tallet blev eksporteret til Tyskland, hvor de blandt andet blev brugt til at give rødvin en flottere farve. Omkring 1890 lå den årlige tyttebærekport fra Kronobergs len på cirka 2.600 tons, svarende til 438 jernbanevogne!

Det var næsten lige så meget som Sveriges samlede eksport af skovbær næsten hundrede år senere, i begyndelsen af 1980’erne. Tyttebær blev også eksporteret til andre lande, som England, USA og de nordiske nabolande.

Uanset om det var til kød, fisk, grød eller kartofler – i 1800-tallet spiste man tyttebær til næsten alt. Blandt andet blandet med mælk og serveret med grynkorv eller blodpalt – en ret kaldet “korv å palt å krösamos”. Det blev ofte spist ved slagtetid og til sild og kartofler. For de fattige i Småland var tyttebærmos et af de vigtigste tilbehør til kartofler – mere almindeligt end sild.
Ved århundredskiftet kunne man endda finde krösamos i kagerne til ølandske festligheder.

Tyttebærrets popularitet skyldes, at det er rigt på vitaminer og mineraler, og at det indeholder bensoesyre, et naturligt konserveringsmiddel, som gør det let at opbevare – selv uden sukker. Desuden er bærrene faste og nemme at plukke. De blev ofte knust uden sukker (som var en mangelvare indtil slutningen af 1800-tallet), og nogle gange blandet med honning, og kunne alligevel holde sig længe.

Når man tidligere gik i skoven for at plukke bær, var det som regel tyttebær, man mente. Området omkring Lidhult uden for Ljungby var særligt populært til bærsamling. Området kaldes i dag uofficielt “Tyttebærregionen”, fordi Foreningen for Lægeplanter i Göteborg i 1904 startede et tyttebærforarbejdningsfirma netop her.

AB Lingon blev områdets første egentlige kvindearbejdsplads og skabte mange job. For mange kvinder var tyttebærrene et vigtigt bidrag til medgiften – og måske var det endda tyttebærrene, der betalte brudekjolen.